Kinesiologi test og behandling

Kinesiologi

Kinesiologi bygger dels på vestens viden om anatomi, fysiologi og kemi, og dels på Østens gamle visdom om sundhed baseret på en viden om kroppens energibaner og livsenergi. Mennesket ses som en helhed, hvor krop, kemi, følelser, tanker, energi og spiritualitet gensidigt påvirker hinanden.

Når livsenergien flyder frit er vi i balance. Hvis energien er blokeret eller hæmmet mærker vi det i form af træthed, forskellige symptomer og sygdom. Det kaldes indenfor kinesiologien ubalancer, og det er vigtige signaler fra kroppen om, at noget ikke fungerer optimalt.

Indenfor kinesiologien søger man at styrke livskraften og øge energien, således at de sunde og livgivende processer i krop, følelser og tanker fungerer optimalt.

Ordet kinesiologi stammer fra græsk og betyder “læren om bevægelse”. Kinesiologi er udviklet af amerikanske kiropraktorer i 1960’erne. Metoderne er stadig i udvikling, hvilket har medført, at der i dag findes flere forskellige grenen indenfor kinesiologi.


Kroppen ved det hele

Kroppens celler husker alt, hvad vi har oplevet. Ved hjælp af muskeltesten afdækkes stress og blokeringer, samt årsagerne hertil. Alle balanceringer er dermed individuelle idet udgangspunktet altid er den enkelte klient.


Hvordan balanceres med kinesiologi?

Klienten opstiller et mål for balanceringen. I forhold til målet testes og balanceres indenfor følgende hovedområder:

Struktur muskler, knogler, led og tænder
Kemi fødevarer, kosttilskud, urter, homøopati og belastninger i miljøet (ydre og indre)
Psyke følelser, stress, tankemønstre, koncentrationsbesvær, fobi og traumer
Energi balancering af meridianer, chakra’er og koordinering af hjernehalvdele
Spiritualitet forankring i dig selv, din energi og din spiritualitet

Muskeltesten viser hvilke ubalancer, der blokerer for at nå det opstillede mål. Dernæst afbalanceres indenfor de nævnte hovedområder i den rækkefølge kroppen har brug for det.

Når energimæssige blokeringer fjernes, øges kroppens evne til at helbrede sig selv. Desuden får personen indsigt i og bevidsthed om egne ressourcer, funktioner og reaktioner.

Typiske problemer, som kinesiologer arbejder med
• Symptomer, der ikke umiddelbart kan diagnosticeres
• Sygdomme, der er opgivet helbredt af lægerne
• Psykiske problemer
• Fysiske problemer
• Overfølsomhedsreaktioner
• Mangel på energi
• Depression

Hvor mange behandlinger?

Arbejdet med at nå de ønskede mål kræver som regel 3 - 6 behandlinger.